Ciderbar 2

Dansk cider

I Danmark sker der virkelig noget på ciderfronten. Småproducenter og private brygger cider på gården eller i kælderen som aldrig før. Som en hyldest til dansk cider, har vi lavet en liste over danske ciderproducenter. Hvis du føler dig overset, eller kender en lokal producent, så skriv endelig til os, så vi kan få listen udbygget.

Cider – det nye specialøl?
Små cider producenter pibler frem, og det er ikke bare i København, hvor folk har fået øjnene op for cider, det er over hele landet. Det er ikke bare professionelle producenter, utallige gange har vi på vores ciderbar snakket med folk, der er i gang med at brygge deres egen cider. Og vi kan kun opfordre folk til at starte selv. Vi skal nok lave en udvidet guide til, hvordan man kan lave cider derhjemme. Men indtil da kan I bare skrive til os, hvis I gerne vil have et godt råd med på vejen. Det er svært ikke at sammenligne med hvad man så på ølmarkedet for 20 år siden, hvor lokale mikrobryggerier startede en veritable ølrevolution. Før drak folk Tuborg og Hof, og nu skal man nærmest frekventere et brunt værtshus for at kunne finde en af disse. Folk fik øjnene op for den store diversitet øllet kan tilbyde, og den samme revolution er på vej for cider.

Danske ciderproducenter

Nedenfor har vi samlet en liste over danske ciderproducenter, rækkefølgen er dog arbitrær.

Når man siger dansk cider er det svært at komme uden om Fejø. Fejø er for dansk cider hvad Lyon er for fransk gastronomi. Et sted der har leveret høj, høj kvalitet de sidste mange år, og hvor man er gået stille med dørene med det.

For 20 år siden besluttede de gode folk på Fejø sig for at gøre noget ved kvaliteten af dansk cider. Forudsætningerne kunne ikke være bedre, da man på Fejø har det perfekte klima til at dyrke æbler. Det man dog ikke havde, var de perfekte æbler, så man besluttede sig for at importere franske cideræblesorter og plante dem i den Fejøske muld. Her tyve år senere har det resulteret i god dansk cider, der slægter den franske cider på.

1. Kernegaarden. Kernegaarden er drevet af Kaj og Anita, og er foruden cideren et besøg værd i sig selv. Kaj og Anita har de seneste 20 år kæmpet en brav kamp for at få udbredt kendskabet til rigtig cider, og har med deres forskellige cidere været en fornem ambassadør for dansk cider.

2. Fejø cider. Det samme kan siges om Fejø cider, der er drevet af Jeppe Gents. Jeppe laver ligeledes noget god dansk cider med inspiration fra den franske cider tradition

3. Æblerov. Bag æblerov står Christopher Melin Og Morten Sylvest Noer. Med deres naturgærede og ufiltrærede cidere formåede de virkelig at overbevise Københavneriet om at cider var andet end Somersby og Rekoderlig, og fik for alvor sat gang i det danske cidermarkedet.

4. Decideret cider. En af dansk ciders sjove nye bekendtskaber. Brygget i København af overskudsæbler andre ikke ville lege med.

5. Kølster – en af dansk ciders grand-old men. Kølster har produceret cider langt før det blev smart, og har blandt andet eksperimenteret med en cider lavet på kvæder.

6. Rös. Rigtig cider er også kommet til det yderste Vestsjælland, hvor de gode folk bag Dyrehøj Vingård har lavet en cider på 100% Ingrid Marie æbler.

7. Farendløse. Farendløse gård er et projekt, der ikke kan andet end at glæde et ungt revolutionært hjerte. Gården blev købt i 2015 af en gruppe unge mennesker, der driver den i fællesskab. Og til stort held for ciderentusiaster har de også kastet sig over ciderproduktion.

8. Nagelsbjerg. Siden 2014 har Jens Peter Bak produceret cider, som han samtidig har været så venlig at ville sælge til resten af os. Han producere både cider på spiseæbler og på vilde æbler.

9. Gustavs cider Et forvokset sjællandsk garageprojekt af Søren Rønholt og Niels Brink Møller

10. Pomona. Bag Pomona cider står Kim Johansen der startede Pomona tilbage i 2003 sammen med Ørbæk Mostfabrik.

11. Cideriet Rovsinggade. Et omfattende garageprojekt, der holder til i det Københavnske.

12. Olsen frugt. Famileforetagende der baseret på en 75-årig gammel æbleplantage ved Lejre.

13. Samsø cider. Samsø er ved at gøre Bornholm kunsten efter som Gourmet ø. Så selvfølgelig kan man også få ægte cider.

14. Fyns cideri. Et nystartet bryggeri, der holder til på Midtfyn.

15. Mergelsø. Hos Mergelsø forhaster man ikke processen, men lader cideren få den tid, den har behov for. De ca. 25 sorter, der er på gården bliver til fire forskellige økologiske cidere.

16. Øksendrup Cider. Lille økologisk cider bryggeri på Østfyn. Egen plantage (1 Hk) med 20 udvalgte cideræblesorter.

I vores eget projekt – ciderrevolution har vi også udviklet vores egen cider. Hvis du er interesseret, kan du sikre dig nogle flasker af næste års produktion her.