Ciderlitteratur

Ciderbøger

Hej Cidervenner! 

Der kommer flere og flere ciderbøger på markedet. Som en rigtig ciderfan skal du selvfølgelig læse alle bøger, men hvilken skal du starte med? Det vil vi prøve at hjælpe dig med i dette blogindlæg. 

Vi kan ikke prale af at have læst alle ciderbøger, men vi har læst nogle af dem. Der er stor forskel på de bøger, der bliver udgivet. Nogle fokuserer nærmest udelukkende på, hvordan man laver cider, mens andre kan give en dybdegående indblik i landes forskellige cidertraditioner.

Vi kommer ikke til at give stjerner. Alle der skriver om cider er stjerner. I stedt vil vi give et kort resumé, og hvad der er særligt ved netop den ciderbog. Så kan du selv vælge, hvilken bog der passer bedst til dig. 

Hvis du skulle have læst en ciderbog, som ikke bliver beskrevet her, og kunne have lyst til at dele, hvad den handler om, må du endelig bare skrive til os . Så vi sammen kan få udbredt viden om cider. 

Du kan læse mere om følgende ciderbøger, som ikke står i prioriteret rækkefølge: 

  1. Most & Cider 
  2. Cider – Dine DIY-Guide til Cider & Pet-nat
  3. Cider i Europa
  4. World’s best ciders 
  5. Cider & Most – Essensen af Æbler 

Most & Cider

Antal sider: 48 
Pris: 189,00 kr på saxo.com 
Sprog: Dansk
Til: Dig der gerne vil i gang med at lave cider eller most, og ikke gider læse for meget om det. 


På bagsiden af Most & Cider står der, at det “er en praktisk introduktion til hvordan man let kommer i gang med at lave sin egen most og cider”. Det er sådan set meget rammende. Der er mere tale om et hæfte end en bog, og man er således hurtig færdig med at læse den. 

Værket er inddelt i følgende afsnit: 

  • Råvarer 
  • Klargøring 
  • Most 
  • Cider 
  • Hvis det går galt. 

Bogen starter med en beskrivelse af forskellige æble- og pæresorter. Herefter beskriver bogen i fire steps hvordan man laver most, og herefter i 11 steps hvordan laver cider. En ting jeg godt kan lide ved hæfte er, at der er inkluderet en fin lille liste, hvor man kan notere udviklingen i sin cider. Bogen/hæftet er klart den korteste af de bøger, som vi har læst, hvilket. Det er ikke nødvendigvis dårligt. Hvis du bare vil have det mest basale, så kan det være et godt sted at starte.

Der er ingen hellige køer, så der bliver også givet råd til, hvordan man bruger svovl og tilsætter gær. Hvis du kun er interesseret i at lave naturcider (du kan læse mere om gær her), er der andre bøger, der er mere relevant for dig.

CIDER - Din DIY Guide til Cider og Pet-nat

Antal sider: 159
Pris: 249,95 saxo.com
Sprog: Dansk
Til: Dig der gerne vil lave naturcider

Cider – Din DIY Guide til Cider og Pet-nat har følgende afsnit:

Frugt i Stereo (Bogen er skrevet af folkene bag den svenske ciderproducent Frugtstereo)

  • Hvad er cider?
  • Høst
  • Mostning
  • Gæring
  • Lagring og eftergæring
  • Trin for Trin
  • Opskrifter
  • Teorien bag boblerne
  • Frugtleksikon

En ting man skal vide om bogen er, at den kun handler om hvordan man laver naturcider. Hvis du vil bibeholde noget sødme ved at pasteurisere eller tilføje sulfit, er det altså ikke bogen for dig. Det er mit indtryk at mange hobbyproducenter efterstræber at bibeholde noget sødme i deres cider, det kan godt gøres uden tilsætning af sulfitter eller pasteurisering, men det er svært!

Hvis du gerne vil lave en cider med så få interventioner som muligt, er dette måske bogen for dig. Uanset om du er hard-core tilhænger af naturcider eller ej har bogen stadigvæk nogle rigtig gode og interessante afsnit. Særligt er afsnittet om regionale æble- og pæresorter rigtigt interessant. Her bliver æblesorterne: Aroma, Belle de Boskoop, Bramley, Cox Oragne Pippin, Filippa, Gråstener, Ingridmarie og Ribston Pippin beskrevet, og hvordan de passer ind i en cider. Det samme er gældende for pæresorterne: Alexander Lukas, Clara Friis, Conference, Gråpærer og Williams. Et andet interessant afsnit er afsnittet om opskrifter, hvor de beskriver forskellige typer af naturcider, man kan lave. Bogen er lidt mere udførlig end Most & Cider uden at blive meget videnskabelig.

Bonus info: Bogen blev først udgivet i Sverige under navnet Ciderrevolution. Ærgerligt at man ikke bibeholdte det flotte navn.

World’s Best Ciders - Taste, Tradition, and Terroir

Antal sider: 256 
Pris 299 kr.  
Sprog Engelsk
Til: verdensmanden og verdenskvinden der vil smage sig igennem ciderverdenen og til ciderentusiasten, der ikke nødvendigvis ønsker at lave sin egen cider. 

World’s Best Ciders var min første ciderbog, og måske grunden til, at jeg er særligt glad for den. Bogen adskiller sig markant fra de andre bøger. Bogens raison d’être er at beskrive cidere fra alle afkroge af verdenen. Der er lange afsnit om spansk, fransk, tysk, østrigsk, engelsk, irsk og amerikansk cider. Der er også afsnit fra endnu flere lande og sågar også om Danmark. 

Udover gode beskrivelser af landene og hvordan cider adskiller sig fra land til land, er der også rigtig gode introduktionsafsnit. Jeg har altid haft svært ved at finde meget information om ciderens historie, men forfatterne har gjort et indsats og skrevet et informativt afsnit. Derudover er der gode beskrivelser af hvilke smage man kan finde i cider, hvordan cider laves og hvordan man drikker cider. Cideren er ikke mindre end en tour de force over ciderens forskelligheder. For hvert afsnit starter man med en beskrivelse af cider kulturen i landet, hvorefter der kommer beskrivelser af de mest gængse cidere. Bogen er rigt illustreret og spændende at læse. For ciderentusiaster, der ikke har ambitioner om at lave cider selv, er der tale om en lille bibel. Og når jeg siger lille, mener jeg stor.  Der er tale store sider, så der er masser af indhold. Samtidig er bogen et samarbejde mellem en journalist og en fotograf, så der er også mange smukke billeder i bogen. 

Bonus info: Hvis man skulle være i det krigeriske hjørne overfor vores broderfolk på den anden side af Øresund, kan man måske glæde sig over forfatternes beskrivelse af cider i Danmark og Sverige. 

Danmark: Not the largest cider producing country in Scandinavia, but certainly the most interesting. 

Sverige: Cider is huge in Sweden, but unfortunately we haven’t found anything so far that’s as good as the rest of the ciders in this book. 

Hvis ret skal være ret, så synes jeg at svenskerne er kommet godt efter det, og producerer i dag nogle spændende cidere.

Cider i Europa 

Antal sider: 207 
Pris: 199,00 saxo.com
Sprog: Dansk
Til: Dig der er interesseret i ciderkultur og gerne vil finde ud af, hvor din næste cider

Cider i Europa er en sjov blanding af en rejsebog og en ciderguide. Bogen er inddelt i følgende afsnit: 

  • Danmark 
  • Ciderlandskaberne 
  • Spanien 
  • Råvarerne 
  • England og Wales 
  • Keeving mysteriet 
  • Frankrig 
  • Små fine naturlige bobler, tak! 
  • Tyskland 

Hvis man vil have en fyldestgørende introduktion til dansk cider, er det ikke bogen at vælge. I ciderbogen fokuseres der på Fejø cider, og der bliver ikke nævnt andre af de gode ciderproducenter, der er på Fejø eller i Danmark. 

Bogens force ligger i beskrivelserne af de forskellige lande og cidertraditioner. Den er samtidig illustreret med mange billeder, og man får derfor en svær lyst til at rejse til ciderland. Udover beskrivelserne er der indsat små afsnit om, hvordan cider laves. Det er dog ikke en decideret guide til at lave cider, men der er viden at hente. Jeppe er en dygtig ciderproducent, hvilket man godt kan læse ud af bogen. Det er dog ikke en bog, hvor han øser ud af alle erfaringerne med ciderproduktion, men en bog der viser kærligheden til cider i alle dens afskygninger. Hvis man er interesseret i forskellene på europas cidere, og gerne vil læse en bog på dansk, er denne bog oplagt. 

Bonus info: 
Bogen er skrevet af Jeppe Gents og billeder er taget af Sara Gents. Gents familien står bag Fejø cider, der i mere end 20 år har kæmpet for at udbrede kendskabet til rigtig cider i Danmark med meget velsmagende cider. 

CIDER & MOST

Antal sider: 123
Pris: 189,00 saxo.com
Sprog: Dansk
Til: Dig der gerne vil lave velsmagende cider. 

Selvom bogen primært er henvendt til folk, der gerne vil lave cider, indledes bogen med et fint afsnit om æblets historie. Bogens primære afsnit er som følger: 

  • Høsttid 
  • Æblet i historien 
  • Pas godt på bierne 
  • Æbler i overflod 
  • Æblemost 
  • Cider 
  • Ciderbrygning 
  • Gær og gæring 
  • At stikke om 
  • Cider på flasker 
  • Hvis det går galt 
  • Bryggelog 
  • Opskrifter 
  • Litteratur 

Det jeg særligt vil fremhæve ved bogen er dens omfangsrige gennemgang af, hvordan man laver cider. Det jeg er vild med er, at den er udogmatisk. Selvom forfatter Søren Lyshøj anbefaler, at man bruger lidt eller ingen svovl i sin cider beskriver han ikke desto mindre, hvordan man kan bruge det. For bryggeren er der en masse nyttig information lige fra: gærtyper, gærstarter, ph-værdi, pasteurisering, fadlagring, osv. Samtidig er der også en flot og stort afsnit om forskellige cidertyper. Det er et stykke tid siden, at jeg har læst bogen, men det er helt sikkert en bog, jeg snart vil kaste mig over igen. 

Hvis du er interesseret i at lave cider, og ikke kun er interesseret i cider, vil jeg mene, at dette er en oplagt bog at vælge. 

Bonus info: Bogen har endda en (omend kort) litteraturliste. 

Det var det! Håber at I kan bruge listen med ciderbøger til noget.
Skulle nogle af jer have læst en bog, som vi ikke har på listen, så skriv endelig så vi i fællesskab kan få udbredt viden om de bøger, der er på markedet.