Udfordringen med at lave cider har altid været, hvordan man får mosten. Det er ikke lige så let som med druer, hvor du bare kan fylde dem i et kar og presse dem med dine fødder. Hvis du for eksempel har en hest og et stort møllehjul, så kan du presse æbler. Alternativt kan du købe en æblepresse i træ eller en hydraulisk presse. Hvis du skal have meget mostet, og ikke vil investere i en hydraulisk presse, tilbyder nogle gårde og mosterier, at man kan få det presset hos dem. Vi har brugt Østervang Gård ved Køge. Vær dog opmærksom på, at din pulp så ikke vil gennemgå maceration. Hvis du er ferm med hænderne, kan du også bygge en presse selv. Vi kender også til hobbyprojekter, hvor juicemaskinen er blevet benyttet til at omdanne æblerne til most.