Poirier-49-Photo-Gerard-Houdou

Europæiske ciderruter

Det gode vejr nærmer sig, og det er snart tid til at nyde sol, sommer og skønne cidere. Brug de varme sommermåneder på at udforske Europas ciderruter og få autentiske smagsoplevelser i naturskønne omgivelser.

Husk også at orientere dig om de mange ciderfestivaler rundt omkring i Europa (se vores blogindlæg her), når du planlægger din rejse. God tur!

Den franske ciderrute – La Route du Cidre

Den nok mest kendte af de europæiske ciderruter er den franske ciderrute La Route du Cidre. Den cirka 40 km. lange rute gennem Normandiet i Nordfrankrig byder på autentiske cideroplevelser i smukke omgivelser. Vi besøgte selv området i 2016 og 2017, og kan klart anbefale det.

Normandiet er rig på historie og kultur. Området tiltrækker særligt turister, der mindes de historiske begivenheder, der udspillede sig langs Normandiets strande på D-dag under Anden Verdenskrig. Men foruden de mange historiske monumenter og seværdigheder, er Normandiet også et mekka for kulinariske oplevelser. Området tiltrækker madelskere fra hele verden, og byder blandt andet på de tre c’er: camembert, cider og calvados.

Ciderruten La Route du Cidre giver dig rig mulighed for at smage din vej gennem Normandiet og opleve cideren rejse fra æbletræ til flaske. Ruten passerer gennem Pay d’Auge-regionen, der er populær for dens gamle bindingsværkshuse, gårde og naturligvis æbleplantager. Nogle af plantagerne er over 200 år gamle og producerer æbler til de mange liter cider, calvados og pommeau, der hvert år fremstilles i regionen. Ciderruten går fra landsby til landsby, producent til producent, og er tydeligt afmærket med skilte og kort, der leder dig gennem de talrige ciderier. Ud over smagning tilbyder mange producenter guidede ture (på fransk og engelsk) af deres plantager og produktionsfaciliteter. Flere tilbyder sågar også overnatning.

Ciderruten løber fra Cambremer gennem Grandouet, Montreuil-en-Auge, St-Ouen-le-Pin, La Roque-Baignard, Bonnebosq, Beaufour-Druval, Saint-Aubin-Lébizay, Beuvron-en-Auge, Hotot-en-Auge, Victot-Pontfol og Rumesnil, før den leder tilbage til startpunktet i Cambremer.

Ciderrutetur

En af de mest vel- og anerkendte ciderproducenter på ruten er Pierre Huet i Cambremer. Pierre Huet har produceret cider siden 1865, og i særdeleshed kendt for deres fantastiske calvados. Byen Cambremer er på mange måder et højdepunkt på ciderruten, da to fantastiske spisesteder ligger i byen; La Creperie des Jardin og Au P’tit Normand. I Cambremer finder den årlige madfestival sted i starten af maj, hvilket også er en rejse værd. Vil du smage Pierre Huets cidere, inden du tager af sted, kan du købe hos os eller hos Eric Thirion på Christianshavn.

Et andet højdepunkt på ruten er den idylliske landsby Beuvron-en-Auge, hvor flere gode ciderier og restauranter ligger side om side. Endelig må du ikke snyde dig selv for at besøge Manoir de Grandouet i Cambremer. Manoir de Grandouet bruger over 20 forskellige æblesorter til at lave deres verdenskendte cider og calvados, der lagrer i flere hundrede år gamle tønder.

Hvis du er i området omkring Route du Cidre, kan vi også varmt anbefale, at du slår et smut forbi Château de Canon i Mézidon-Canon. De laver cider på 25 forskellige æblesorter, der blandt andet kan købes hos os, i Vin de Table og i Kihoskh.

Hvis udsigterne til en tur til Frankrig ikke er i sigte, kan du naturligvis altid booke os til en cidersmagning, enten gennem dit arbejde eller privat. Så tager vi gerne vores VR-briller med, så du helt selv kan besøge producenterne. Det er klart den billigste og mest miljøvenlige måde at komme til Frankrig!

Læs mere om den Normandiske Route du Cidre og planlæg din tur her.

Men, men, men! Glem ej Bretagne, som også er kendt for sin fantastiske ciderrute. Ruten indeholder blandt andet to af vores absolutte ciderfavoritter: Manour du Kinkiz og Château de Lézergué. Den kan du læse mere om her.

Den spanske ciderrute – La Ruta de la Sidra

Cider er Asturiens mest populære drik, og ligesom Normandiet, har Asturien en rig historie og kultur knyttet til ciderproduktion. En måde at lære det smukke område at kende på, er ved at tage en tur gennem Asturiens cideregion, Comarca de la Sidra.

La Comarca de la Sidra

Området giver dig god mulighed for at nyde det asturiske køkken, dets utrolige landskaber og selvfølgelig sidra. I hele området findes et stort antal gårde og kældre, hvor du kan opleve produktionen af sidra og naturligvis smage løs. Og netop cidersmagningen er helt unik i Asturien. Flasken holdes højt over glasset og hældes i en lang stråle. Bevægelsen giver ilt, der bringer ciderens rige smag frem. Det er noget, der skal opleves.

Comarca de la Sidra strækker sig over seks kommuner i Asturien: Bimenes, Cabranes, Colunga, Nava, Sariego og Villaviciosa. Villaviciosa siges at være sidraens fødested, og det er her sammen med naboerne Nava, Siero og Gijón at størstedelen af provinsens cider produceres. En af de vigtigste byer i området at besøge er Nava, hvor du blandt andet kan tage på byens berømte cider-museum og opleve en stor ciderfestival i sommersæsonen, Festival de la Sidra. En anden vigtig by at besøge, når det kommer til cider, er Gijón. Her holdes desuden den anden den anden store ciderfestival i Asturien, Fiesta de la Sidra Natural. Læs mere om ciderfestivaler i Asturien her.

Du kan arrangere selv eller tage en af de guidede ture, der starter i Nava. La Comarca de la Sidras officielle hjemmeside har et fint overblik over ciderier, overnatningsmuligheder, æbleplantager og events i området, hvis du selv vil planlægge din tur. Læs mere her.

Den tyske ciderrute – Viezstraße

Den cirka 150 km. lange Viezstraße – bogstaveligt talt ”cider-vej” – udstrækker sig i den vestlige del af Tyskland på grænsen til Luxembourg og Frankrig. Ruten løber gennem farverige frugtplantager fra Wallerfangern gennem Saar-Mosel-Gau til Konz.

Langs ruten finder du frugtplantager, smuk natur og hyggelige restauranter og gårdbutikker, der serverer specialiteter lavet på æbler, og giver dig mulighed for at smage på viez, det lokale navn for cider. Ruten er godt markeret med skilte.

Midt på ruten ligger byen Merzig, der kan siges at være hovedstaden for cider i området. Her finder du blandt andet Merziger Veizfest, der hvert år tiltrækker op mod 30.000 gæster. Læs mere om de tyske ciderfestivaler her.

Du kan læse mere om Viezstraße her.

Den engelske ciderrute – Herefordshire Cider Route

Halvdelen af al cider, der produceres i Storbritannien, produceres i Herefordshire. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at området er spækket med æbleplantager, ciderier og andre attraktioner, der hylder en af de mest elskede britiske drikkevarer.

Hereford Cider Route leder dig fra producent til producent, der har åbnet dørene for besøgende. Her kan du lære mere om produktionen, gå på tur i æbleplantagerne og smage cider og perry direkte fra hanen. En god start på ruten er Herefords berømte cider-museum, hvor du kan lære alt om ciderfremstilling og ciderens historie i Hereford. Se kortet over ciderruten og læs mere om hver ciderproducent her.

Der anbefales også to cykelruter i området – den ene gennem Ledbury (cirka 32 km) og den anden gennem Pembridge (cirka 30 km) Læs mere om cykelruterne her.

Den danske cider- og frugtvinsrute – kommer snart…

Ciderrevolutionen præsenterer Den Danske Cider- og Frugtvinsrute.

Ciderruten_ukendt

Vi arbejder i øjeblikket på at kortlægge og etablere en dansk ciderrute mellem Lejre og Randers, inspireret af ciderruterne rundt omkring i Europa. Derfor drager Ciderrevolution til sommer ud i det danske land og besøger ciderier og frugtplantager på vejen.

Følg godt med på bloggen og vores sociale medier for at få en opdatering, når vi er klar med mere nyt om ruten. Vi opdaterer naturligvis også siden her, når ruten er på plads.

TIDLIGERE blogindlæg

Gå til alle blogindlæg
Scroll to Top